Scantruck-lærling får fornem pris

20-årige Mikkel Laursen hædret med Metalindustriens Lærlingepris

Det skete med topkarakter og prima menneskelige kvalifikationer, da 20-årige Mikkel Laursen i februar fik sit svendebrev som entreprenørmaskinmekaniker hos Scantruck A/S. Siden har skuemestre, kompetente folk på erhvervsskolen i Aars og arbejdsgiveren Scantruck givet Mikkel Laursen yderligere en evaluering: Han er blandt landets 25 bedste lærlinge i 2021.

Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne har netop uddelt Metalindustriens Lærlingepris til de dygtigste lærlinge. Scantrucks Mikkel Laursen er en af dem, der blev hyldet med Lærlingeprisen ved et arrangement i Den Sorte Diamant i København.

Han scorede topkarakteren 12 i afslutningskarakter til svendeprøven. Men de faglige færdigheder er ikke nok til Lærlingeprisen. Også sociale kompetencer tæller stort, og også her scorede Scantruck-lærlingen højt.

Mikkel Laursen kommer fra Selde i Nordsalling. Efter at have fået svendebrevet, er han fortsat på værkstedet hos Scantruck som mekanikersvend.

En glad prisvinder mellem stolte forældre, Bente og Michael Laursen. Til venstre uddannelseschef Per Stig Andersen og faglærer Carsten Knudsen fra fagskolen HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Mikkel Laursen i Den Sorte Diamant med Metalindustriens Lærlingepris – en af Danmarks bedste lærlinge i 2021.

Prisforespørgsel

Udfyld formularen og send dine spørgsmål eller kommentarer til Scantruck.
Herefter vender vi tilbage med pris og svar på dine spørgsmål.