Ny Scantruck-sælger solgte første gravemaskine på sin første dag
Anders Oxgren Knudsen fik en forrygende debut da han mødte sine nye kolleger på dyrskuet i Roskilde
”Der er jo ingen grund til at sidde på hænderne”.
Sådan. Klar melding fra nyeste mand i Scantrucks sælger-korps, 43-årige Anders Oxgren Knudsen. Han solgte sin første gravemaskine for Scantruck på Roskilde Dyrskue. Og tegnede sig dermed for en forrygende debut: Første maskine solgt på første dag i jobbet.
Gravemaskinen var en ny Komatsu, og det er da også det store, japanske mærke, som Anders Oxgren Knudsen skal sælge for Scantruck fra firmaets sjællandske afdeling i Ringsted.
Anders Knudsen kommer fra en stilling som maskinchef hos entreprenørfirmaet Zacho-Lind i Ishøj. Tidligere var han afdelingsleder i kloakfirmaet Norva 24, og inden da, samlede han masser af erfaring med entreprenørmaskiner som maskinfører og projektleder.
På privatfronten er Anders Knudsen gift og har fire drenge.