Jordrens Syd igen først med ny Komatsu-læssemaskine

Miljøvirksomheden i Aabenraa og Ringe har øget bestanden til nu fire gummihjulslæssere

”Vi har hele tiden ønsket at være med på det nyeste. Det var vi også, da vi skiftede mærke i læssemaskiner og købte den første Komatsu WA475-10 i Danmark. Siden har vi købt yderligere to, og nu har vi så købt efterfølgeren, Danmarks første Komatsu WA475-11”.

Martin Tønder er driftschef hos miljøvirksomheden Jordrens Syd, som har afdelinger i Aabenraa i Sønderjylland og i Ringe på Midtfyn. Begge steder kører gummihjulslæsserne rundt og flytter store mængder forurenet jord til behandling, så det efterfølgende kan køres tilbage til genbrug i renset tilstand. Begge steder er det altså Komatsu-maskiner.

”Når vi køber landets første eksemplar af en ny maskine, véd vi godt, at nogle ting lige skal justeres og tilrettes. Det er nøjagtig som med en ny bilmodel. Der vil altid være nogle børnesygdomme. Dem talte vi med Scantrucks key account manager Poul Erik Nielsen om. Og så har Scantrucks servicefolk taget sig af at få dem løst. Så det er ikke noget, der afskrækker os fra at være firstmover. Til gengæld er vi de første, der får glæde af nyhederne og forbedringerne ved den nye model”, siger Martin Tønder.


Bedre styring med nyt joystick

Og Komatsu har i sandhed foretaget nogle justeringer ved skiftet fra WA475-10 til WA475-11. En helt nyudviklet dieselmotor med meget højt drejningsmoment ved lave hastigheder og en nydesignet hydraulisk-mekanisk transmission har i virkeligheden skabt en helt ny maskine med forøget ydeevne, nem betjening og yderligere brændstofeffektivitet.

”Vi er stadig meget glade for vores tre Komatsu WA475-10, og umiddelbart virker WA475-10 og WA475-11 utrolig ens, fordi de jo stadig er Komatsu-maskiner. Men ikke mindst en ny type joystick er en markant opgradering, som giver bedre styring. Der er også foretaget nogle ergonomiske forbedringer i kabinen, som gør det mere behageligt at være maskinfører. Og så er der den helt nye type motor og den nyudviklede drivlinje”, siger driftschefen hos Jordrens Syd i Ringe.

Han og virksomhedens direktør, Jesper Boisen, havde også kik på den lidt større WA485-11, men valgte at holde sig til WA475-11.


Komatsus vægtsystem

”Den passer godt til det, vi nu laver. Størrelsen på skovlen er helt rigtig. Vi sidelæsser vores sortereværker med læssemaskinen, og vi har valgt en konisk skovl, som slipper jorden lettere. Med fem kubikmeter-skovlen kan vi læsse en lastbil med 3,5 skovlfulde, og WA485 ville simpelthen blive lidt for stor til at give mening”, forklarer Martin Tønder.

Ligesom de tre foregående Komatsu-læssere, har Jordrens Syd fået den nye 475-11 leveret med vægtsystem.

”Nu kører vi med Komatsus eget intelligente og mega-brugervenlige vægtsystem på begge vores læssere i Ringe”, fortæller driftschef Martin Tønder.

Den nye Komatsu WA475-11 har fået hjemme hos Jordrens Syds afdeling tæt på Svendborgmotorvejen ved Ringe og blot 12 kilometer fra Fynske Motorvej. Den blev etableret for to år siden, og sammen med hovedkvarteret i Aabenraa sikrer det virksomheden en meget stor kapacitet til opbevaring, rensning og recirkulering af forurenet jord. Firmaet er godkendt modtageanlæg for alle typer forurenet jord, beton og asfalt.

Direktør Jesper Boisen og driftschef Martin Tønder med den nye Komatsu WA475-11 på jordrensningsanlægget i Ringe.

Komatsu-læsserne fungerer som fodermestre for sortereanlæggene hos Jordrens Syd både i Ringe og i Aabenraa. Her sørger den nye WA475-11 for at holde fuld gang i sorteringen på Midtfyn.

To generationer side om side hos Jordrens Syd i Ringe. Til venstre Komatsu WA475-10 og til højre den funklende nye model WA475-11.

Maskinfører Frank Rose erklærer sig særdeles godt tilfreds med Komatsus nye joystick, som har givet en markant bedre styring.

Danmarks første WA475-11 og den fjerde Komatsu WA475 hos Jordrens Syd, siden miljøvirksomheden skiftede maskinmærke for nogle år siden. Alle fire gummihjulslæssere flytter hver dag jord på anlæggene i Ringe og Aabenraa.

Prisforespørgsel

Udfyld formularen og send dine spørgsmål eller kommentarer til Scantruck.
Herefter vender vi tilbage med pris og svar på dine spørgsmål.