"Goddag. Jeg skal bruge en maskine, der kan passere gennem en døråbning på 2 x 2 meter".
Budskabet var ikke til at tage fejl af, da repræsentanter for Egedal Fjernvarme A/S ved Stenløse på Sjælland trådte ind ad døren hos Scantrucks afdeling i Ringsted. Deres nybyggede anlæg havde brug for en maskine, der kunne rydde sne og feje vendepladsen og adgangsveje for medarbejdere og leverandører. Vigtigst af alt var dog at finde en maskine, som kunne håndtere den leverede biomasse inde i lageret. Derinde var der tilstrækkelig plads til flere maskiner på markedet, men adgangsforholdene til opbevaringen af biomasse skar hårdt ned på feltet af bejlere.
- Vores lager på 2.600 kubikmeter træflis skal 1-2 gange om året skubbes sammen. Problemet er, at åbningen ind til lageret kun måler 2 x 2 meter. Reelt er det mindre, for der er monteret en stålkarm, som også tage noget plads. Alternativet til maskinen var at skære en større døråbning i betonen, og det havde vi ikke lyst til, forklarer Jørn Arne Nielsen, adm. direktør i Egedal Fjernvarme A/S.
Valget faldt på Manitous kompakte teleskoplæsser MT420H. En maskine, der med rette kan kategoriseres som ultrakompakt, men hvor egenskaber som kraft og alsidighed er intakte.
- En venderadius på under tre meter og et udskud på 2,5 meter betyder, at vi kan toppe lageret op uden problemer, siger driftstekniker Michael Gadgaard, der til dagligt er fører af maskinen, som er købt med jordskovl, fejekost, gafler og 1,80 meter bred slagleklipper.
Stærk, smidig og behagelig
Maskinen blev leveret i april 2019, og den har allerede gjort Michael Gadgaards arbejde lettere på flere områder. Især slagleklipperen fjerner en stor fysisk belastning for ham, når anlæggets ydre rammer med flere stejle skråninger skal holdes i fin stand.
- Skråningerne om anlægget klippede vi tidligere med buskrydder og en 1 meter bred græsklipper, hvilket var hårdt for ryg, knæ og ankler. Nu kan vi klare opgaven med slagleklipperen, da der er langrækkevidde med udskuddet, siger Michael Gadgaard.
Som tidligere kranfører er han begejstret for de mange funktioner, der er lagt i joysticket.
- Maskinen skal dog lidt op i omdrejninger for at udføre flere funktioner samtidigt, men det er absolut det eneste lille minus, jeg kan finde på den. Der er nem adgang, den kan vende på en femøre, og især krabbestyringen er rigtig dejlig, når jeg skal manøvrere på begrænset plads. Den er virkelig behagelig at arbejde med, og den dækker så rigeligt vores behov, fastslår Michael Gadgaard.
Udsynet til højre er reduceret på grund af den sideliggende teleskoparm, men det har han hurtigt lært at forholde sig til.
- Det var den største maskine på markedet, som kunne køre gennem porten. Jeg har tidligere arbejdet med dumper, minigraver og senest været kranfører, men jeg kendte ikke selv til Manitou, før jeg fik mærket anbefalet. Den har alle de funktioner, vi har brug for - indenfor og ude. De andre maskinmærker, vi også kiggede på, lå en del højere i pris, og så var komforten ikke nær så god. Vi er rigtig tilfredse med valget, understreger han.