Liv og førlighed skal ikke være på valg i Manitou-mandskabskurve i Danmark. Det mener den danske importør af Manitou-lifte, Scantruck A/S, som gør et helt nyt sikkerhedssystem til standard på alle bomlifte og mastelifte, der leveres fremover. Uanset om der er tale om el- eller diesel-maskiner.
– Manitou har udviklet Safe MAN System, som er en ny sikkerhedsbjælke, der virker som en dødemandsknap. Den er bygget ind i mandskabskurvens kontrolpult, og hvis føreren bakker ind i noget, løfter sig selv op i noget, eller på anden måde er ved at komme i klemme, stopper al bevægelse øjeblikkelig, forklarer Claus Bjerregaard, som er Manitou-produkchef hos Scantruck.
Den franske maskinproducent har generelt meget stort fokus på sikkerheden såvel ved maskinerne som ved det tilbehør, der anvendes sammen med dem. Derfor er der også stor opmærksomhed på, at ulykker med mandskabslifte faktisk har haft dødelig udgang i en række tilfælde. Det skal undgås fremover, og derfor har Manitou skabt Safe MAN System.
Vi skal øge sikkerheden
– Bevidstheden om sikkerhed for maskinførerne nyder ikke samme høje prioritering alle steder, og derfor er Safe MAN System en tilvalgsmulighed. Bare ikke i Danmark, hvor vi hos Scantruck vurderer, at når der er mulighed for at øge sikkerheden, så skal vi også gøre det. Sikkerheden er ikke et spørgsmål om enten eller. Derfor er alle Manitous bomlifte og mastelifte fremover med fabriksmonteret Safe MAN System, siger Claus Bjerregaard.
Hvis sikkerhedsbjælken aktiveres ved, at maskinføreren trykkes ind imod den, stopper liften øjeblikkelig. Samtidig går både en akustisk og en visuel alarm i gang, så også omgivelserne bliver opmærksomme på, at der er noget galt, og at der muligvis er behov for hjælp.
– I de fleste tilfælde vil der formentlig heldigvis være tale om falsk alarm, når der kommer lyd og blå blink fra liften. Så trykker maskinføreren simpelthen på reset-knappen, hvorefter liften går tilbage til helt normal funktion, fortæller produktchef Claus Bjerregaard.