Der er løbet meget sand og grus gennem soldet på McCloskey S130-mobilsortereren i Ginnerup Grusgrav i Thy. Så meget, at Klaus Kappel i gummigeden læsser de sidste kubikmeter inden for tre-fire måneder. Så er det slut med materialer efter 36 års gravning. Derefter fortsætter Klavs Kappel så ufortrødent lige på den anden side af Ginnerupvej, hvor der er yderligere materialer til 15-20 år.
De sidste læs hældes ikke i fødekassen på den nu 13 år gamle S130-sorterer. Den har lige få en storebror, som nu står for produktionen i grusgraven. En spritny McCloskey S190 3D, hvor den sidste del af modelbetegnelsen fortæller, at der er tale om en tredækker. Dermed befinder sortereren sig i 37-tons klassen, som er den suverænt mest populære i danske grusgrave. McCloskeys S-serie byder på fire modeller med netop S190 3D som topmodellen.
Den mindre McCloskey S130 bliver ikke pensioneret, fordi der nu er kommet nye og flere kræfter til sorteringen i Ginnerup Grusgrav. Den bliver ombygget og kan se frem til en ny karriere som vaskeanlæg.
Det er entreprenør- og vognmandsfirmaet J & K Kappel i Ydby, der driver grusgraven ved Ginnerup. I det daglige med fire gange Kappel ved roret i forskellige funktioner. Per Kappel og Janus Kappel tager sig af tilbudsgivning og kørsel. Henrik Kappel af kørsel og kloakarbejde. Og Klavs Kappel styrer råstofferne i grusgraven. Dermed var det også ham, der stak på næven med produktchef Morten Gren Pedersen, da den første McCloskey-sorterer fandt vej til Thy i 2006.
Første i Danmark
”Den var den første McCloskey 130, der blev solgt i Danmark. Scantruck havde lige fået importen af maskinerne. Nu håber jeg, at den nye 190 3D kan leve op til de forventninger, jeg har efter 13 år med den lidt mindre maskine. Den første McCloskey blev i øvrigt leverer i Skovsted ved Thisted, hvor vi gravede fra 2007 til 2011”, siger Klavs Kappel.
Han har selv sørget for flere ekstrafunktioner på den nye maskine. Klavs Kappel har fået bygget blandt andet start-stop- funktion på sortereren, så hele anlægget automatisk stopper efter fem minutter i tomgang. Når han er klar til at fortsætte produktionen, sker det med fjernbetjening, som Klavs Kappel også har fået bygget på maskinen.
”Jeg skal egentlig bare læne mig tilbage i sædet i gummigeden og trykke på et par knapper. Så kører det hele automatisk”, forklarer Klavs Kappel med et grin.
Materialerne fra grusgraven ved Ginnerup spænder fra 0-4 over 3-20, 20-40 og til den grove fraktion 40-120.
Populære maskiner
”Langt hovedparten, nok omkring 95 procent, er sand, som vi leverer til fire betonværker og til cementstøberier”, fortæller Klavs Kappel.
Foruden J & K Kappels nu to McCloskey-sorterere, kører der adskillige flere af de grønne irere i Thy. Specielt 130’ere.
”Jeg véd, at i hvert fald tre kolleger i området har købt efter, at vi fik den første”, siger Klavs Kappel.
Totalt er det dog den store McCloskey 190, som produktchef Morten Gren Pedersen hos Scantruck sender ud i størst antal. Maskinen, som nu også står hos J & K Kappel, rummer 10 kubikmeter i fødekassen, men med overbygning får Klavs Kappel plads til 15 kubikmeter. Den tyske motorproducent Deutz har leveret kraftværket i maskinrummet, hvor der ligger 134 heste. Sortererne i S-serien håndterer typisk mellem 400 og 800 tons materialer i timen, naturligvis afhængig af type, beskaffenhed og sold-størrelse. Mange McCloskey 190-ejere har en effektiv produktion på mellem 500 og 700 tons i timen.