Der bliver både præsentation af nye lokaler og to gange 50-års jubilæum på menuen, når der fredag den 28. februar og lørdag den 1. marts kaldes til maskinernes vejfest i Ringsted. For syvende gang holder byens store maskinfirmaer fælles Åben Maskinvej, og i år bliver det med flere festlige markeringer.
Det hele startede på Kærup Parkvej, som også fortsat er omdrejningspunkt for begivenheden, og som på dagen omdøbes til Åben Maskinvej. Fem af firmaerne har adresse her, mens to nu har bygget på den nærliggende Knudslund Allé. Et af dem er Nellemann Machinery A/S, hvor de nye bygninger danner ramme om Kubota- og Kärcher-importørens aktiviteter i Østdanmark.
Kubota og JCB med 50-års jubilæer
”Vi glæder os til at vise en masse spændende maskiner og gode tilbud. Kubota fejrede 50-års jubilæum i Europa sidste år, og det vil vi naturligvis benytte lejligheden til at markere. Og så sætter vi ekstra fokus på Kubotas redskabsprogram, så vi én gang for alle understreger vores interesse for landbruget”, siger Nellemanns salgs- og marketingchef, Lars Rævsager.
Også hos Reesink Construction kippes der med flaget for et 50-års jubilæum. Fejringen af et halvt hundrede års samarbejde med den britiske maskinproducent JCB starter nemlig på Åben Maskinvej, afslører produkt- og salgschef Thomas Frederiksen.
”Vi glæder os til at vise det brede udvalg af JCB-maskiner, for mærket er meget mere end en rendegraver. Uanset om det er de nye, kompakte 2500 kg minigravere JCB 25Z og 26C, den alsidige hjulgraver JCB Hydradig, eller vores pålidelige teleskoplæssere, går kvaliteten i absolut topklasse igen”, siger Thomas Frederiksen.
Case-danmarkspremiere
Også S.D. Kjærsgaard har fundet på plads på Knudslund Allé, nemlig med et nyt Case Center. Her giver firmaet de besøgende til Åben Maskinvej lejlighed til at opleve danmarkspremieren på den banebrydende Axial Flow AF9.
”Den revolutionerende maskine sætter nye standarder. Men vi har også de populære Case IH-traktorer og Case Construction-maskiner. Vi glæder os til at se mange både nuværende og kommende kunder kigge forbi og opleve det, som vi selv ser som magien”, siger Lars Pedersen, som er firmaets salgsdirektør for Østdanmark.
Semler Agro samler alt under ét tag
Semler Agro har fået samlet alle aktiviteter i nye, rummelige lokaler på Kærup Parkvej, og som en del af indvielsen af det store, moderne traktorværksted får gæsterne til Åben Maskinvej mulighed for at opleve et bredt udvalg af John Deere-maskiner. Herunder både traktorer, mejetærskere og specialmaskiner til have, park og golf.
”Vores sortiment omfatter også landbrugsmaskiner fra Väderstad, Kramer, Sulky og Brandtner”, fortæller afdelingsleder Lennart Engelund hos Semler Agro.
Vilde med Åben Maskinvej
”Det handler om stort driftssikkerhed og lave totalomkostninger, og det sikres gennem maskiner i topkvalitet og kompetent eftermarkedsservice”, påpeger CEO Jakob Helms hos Helms på Kærup Parkvej.
”Vi er vilde med Åben Maskinvej, fordi alle kan møde engagerede personer fra både vores salg, reservedele og værkstedsteamet. Vi samler alle vores produktspecialister og viser med stolthed vores program indenfor landbrug, entreprenør samt park, golf og skov. Og på dagen vil vi have ekstraordinære tilbud, som ikke kan opnås andre steder”, siger Jakob Helms.
To af veteranerne ved Åben Maskinvej er Hydrema og Scantruck. Det var faktisk Hydrema med base i Støvring i det nordjyske, der lagde grunden til maskinernes vejfest-tradition i Ringsted. Firmaet var først til at holde åbent hus først på året, og efterfølgende fulgte blandt andre Scantruck trop.
Det danske mærke
Hydrema er kendt for innovative løsninger, der kombinerer høj ydeevne, robusthed og brugervenlighed i maskinerne, som er ”made in Denmark”. Virksomheden er Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner og laver maskiner, der skiller sig ud med lave marktryk, stabilitet og fleksibilitet.
”Hydrema-maskiner er perfekte til både krævende terræn og følsomme overflader. Med mere end 60 års erfaring forener vi tradition og fremtid i maskiner, der er bygget til at gøre en forskel”, understreger afdelingsleder Dan Madsen.
De kendte mærker
Hos Scantruck gælder det store, kendte mærker. Et af dem er Komatsu, som ruller ind i Ringsted med en helt ny WA485 gummihjulslæsser i 30 tons klassen, som ventes at sætte ny standard i det tunge maskinsegment.
”Der bliver også mulighed for at se den nye, elektriske Komatsu-minigraver PC33e, som ligger i 3,5 til 4 tons klassen. Fra Manitou præsenterer vi de nye el-bomlifte 160 og 180 ATJe. Og så har vi naturligvis også nyheder med fra både Weycor, Sennebogen og McCloskey, ligesom vi får plads til lifte fra PB og Spider-lifte fra Platform Basket”, siger markedschef Dennis Faurby hos Scantruck.