Scantruck A/S stiler i bogstavelig forstand højt med et helt nyt agentur, som netop er kommet på plads efter en mindre corona-forsinkelse. Det danske maskinfirma har sikret sig eneforhandling i Danmark og Sverige af de italienske Platform Basket-lifte, som dermed kommer til at lukke et hul i det ellers ganske omfangsrige liftprogram, som Scantruck har i forvejen.
”Platform Basket har et stort program i bomlifte på bælter, og dem har vi manglet. Det kan vi blandt andet se på den ganske store efterspørgsel, vi har haft. På det danske marked vil det ikke mindst være de bæltedrevne bomlifte med arbejdshøjde på 15 og 18 meter, der er interessante. De er helt ideelle til malerarbejde, el-installatører og andre håndværkere, der skal i højden rundt omkring bygninger. Dermed er de naturligvis også interessante for udlejningsbranchen”, siger Scantrucks salgschef, Claus Bjerregaard.
”De italienske lifte fås både med ren batteridrift og i hybrid-versioner med en blanding af batteri og 230 Volt net-drift. Jeg tror på stor interesse for specielt hybrid-liftene, fordi der er mulighed for at køre dem op på en transporttrailer med batteridriften og efterfølgende klare arbejdet ved et hus eller i en baggård med strøm fra elnettet. Hvis der ikke er mulighed for at finde en stikkontakt, arbejder liften naturligvis bare videre på batterierne”, forklarer Claus Bjerregaard.
Stabile edderkop-ben
”En klar kvalitet ved Platform Basket-liftene er den beskedne bredde på blot 78 cm i sammenklappet tilstand. Dermed kan de fint passere ind gennem havelåger, om i baggårde og tilmed ind i bygninger gennem døre. Samtidig er de lette og nemme at transportere, når de lange edderkop-ben er i transportstilling. I arbejdsposition sikrer de lange ben høj stabilitet”, forklarer salgschefen.
Foruden bomliftene på bælter til mere generelt brug, producerer Platform Basket også specielt udviklede mandskabslifte til arbejde på og ved jernbaner.
”Også her får vi lukket et hul i vores lift-sortiment. Jernbane-liftene fra Platform Basket er ikke ombyggede lifte, der oprindelig er skabt til andre formål og derefter forandret til jernbane-brug. De er simpelthen konstrueret til formålet. Jernbane-programmet omfatter både lifte på hjul og på bælter, og de har naturligvis også skinnehjul, så de kan arbejde både på og ved jernbanen”, siger Claus Bjerregaard.
Højere end Rundetårn
Den italienske fabrik ligger nordøst for Bologna i det norditalienske eldorado af maskinproducenter, blot få kilometer fra skinke-byen Parma. Produktionslisten omfatter mange forskellige typer og størrelser i bæltelifte med arbejdshøjde fra 13,30 til hele 43,18 meter. Det er godt og vel halvanden meter højere end Rundetårn. Tillige har Platform Basket også en produktion af selvkørende spider-lifte på hjul, hvor den, der på enhver måde må betegnes som topmodellen, kan sende mandskab op i 48 meters højde.
Det er imidlertid bælte-liftene, Scantruck vil satse på at hente hjem fra Norditalien. Maskinfirmaet har tillige import af bomlifte til både el- og dieseldrift samt mastelifte fra Manitou. Amerikanske GMG leverer saxlifte til Scantruck, som også her har importen for både Danmark og Sverige. Og den tyske producent PB Platforms kommer på banen, når det drejer sig om de helt store saxlifte med arbejdsplatform op til omkring 20 kvadratmeter.