Indtil videre har Mogens Feldthusens nye Manitou MLT840-137 PS Elite levet lidt af et driverliv.
Stor og stærk. Og hidtil har den fået lov til at være en anelse doven. Men til høst er det slut med driverlivet for den nye indflytter på Brandelevgård øst for Næstved. Så skal den nye Manitou-teleskoplæsser vise sit værd efter en behagelig start uden alt for meget at lave.
”Den kommer i sving sådan rigtig for alvor til høst. Indtil videre har vi ikke udsat den for de store prøvelser. Men de opgaver, den trods alt har fået lov til at bakse med, har den klaret helt efter forhåbning og forventning”, siger gårdejer Mogens Feldthusen.
Brandelevgårds nye i maskinhuset er gårdens første teleskoplæsser. Hidtil har Mogens Feldthusen klaret sig med en rendegraver til de tunge opgaver. Han ser mere perspektiv i nu at have fået en mere ”rigtig” maskine til opgaverne.
”Teleskoplæsseren har større rækkevidde og kan derfor lagt bedre lægge ind på tørreriet. Brandelevgård er en del af et driftsfællesskab, som jeg og min bror driver sammen. Vores far og farfar var fremsynede og startede det som familieforetagende i 1969. Dengang var der ikke så mange I/S’er i landbruget”, siger Mogens Feldthusen.
Driftsfællesskabet omfatter tre gårde med svineproduktion, som Mogens Feldthusens bror, Bjarne Feldthusen, tager sig af. Selv står Mogens Feldthusen for markbruget, som omfatter 710 hektar. Heraf er de 400 hektar med korn, som brødrene selv bruger i svinebesætningerne. Resten er salgsafgrøder.
”Hidtil har vi brugt den nye Manitou til at køre gødning ud til forsyning af gødningssprederne, og den har taget godt fra med flytning af korn og græsfrø”, siger Næstved-gårdejeren.
Han er blandt de første i landet, der sikrede sig den nye model Manitou MLT840-137 PS Elite. MLT840 var allerede kendt og agtet i Manitou-programmet, da fabrikken barslede med den helt nye luksusudgave med en stribe nye features. PS Elite-udgaven er udstyret med nyeste miljøvenlige og brændstofbesparende Stage IV-motor. Støjniveauet er reduceret i forhold til forgængerne, og maskinen har fået brede dæk.
Manitou MLT840-137 PS Elite har løftehøjde på op til 7,55 meter og kapacitet til at svinge 4000 kg op. Det er hele 141 heste i maskinrummet, og de er i øvrigt leveret af John Deere.