Hvad sker der hos Scantruck?

Følg med i vores mange spændende nyheder her på websitet eller tilmeld dig vores nyhedsbrev. Vi bringer løbende en række nyheder om Manitou, Komatsu, Weycor, SENNEBOGEN, McCloskey, PB Platforms, Platform Basket, Geismar og vores øvrige leverandører og samarbejdspartnere. Få også relevante cases fra vores verden og læs mere om, hvordan vi løser opgaver inden for entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget. Læs også vores pressemeddelelser, stillingsopslag og navnenyt – og bliv klogere på alt det, der foregår hos Scantruck.
 
Vælg gerne de nyheder, der præcist passer til dig. Klik videre med navigationen ovenfor og hent inspiration om det, der interesserer dig allermest. God fornøjelse.
 
08-12-2017 Ny Mustang blev leveret skræddersyet

Nordjysk Scantruck-forhandler tilpassede minilæsser til kundens portåbning

Gør døren høj, gør porten vid” lyder det i en gammel salme. Hos Vestergaards Maskinservice i Vodskov havde indehaver Martin Vestergaard hellere set, at gårdejer Mogens Hansen på Hasselhøjgård ved Nørager havde en knapt så vid port, som til gengæld var lidt højere. Så kunne den nye Mustang AL506 nemlig være kørt problemfrit ind og ud.

”Når det ikke kunne være anderledes, måtte vi jo skræddersy den nye maskine til Mogens Hansen. Derfor har vi sænket kabinen otte centimeter og samtidig monteret frontrude, bagrude, vinduesvisker og sprinkleranlæg sådan lidt forfra. Heldigvis er kabinen tilstrækkelig rummelig til, at både Mogens Hansen og hans søn, Dennis, kan sidde komfortabelt”, fortæller Martin Vestergaard.

Det blev en solid portion maskiner, Vestergaards Maskinservice kunne aflevere på Hasselhøjgård. Foruden den nye Mustang AL 506, købte Mogens Hansen nemlig også en Mustang AL708, som er topmodel i den amerikanske producents serie af knækstyrede minilæssere. Samt en Polaris ATV. Plus et dozerblad specielt udviklet til stalden på gården ved Nørager, fordi det skal kunne skråtstilles og ikke være bredere end læssemaskinen.

Sammen med svoger

”Vi er Scantrucks første Mustang-forhandler til at sælge en af de nye 708’ere. Den lidt mindre Mustang AL506 har vi allerede solgt flere af”, fortæller Martin Vestergaard, som driver virksomheden Vestergaard Maskinservice sammen med sin svoger, Laurits Vestergaard. Det er et års tid siden, nordjyderne blev forhandler af den gule, amerikanske vildhest, som Scantruck A/S er dansk importør af.

Egentlig var det en udskiftning af ATV’en, der satte gang i den tredobbelte maskinhandel. Hasselhøjgårds gamle ATV var stået af, som Mogens Hansen udtrykker det.

”Og så vidste vi, at både den store grab-traktor og vore gamle minilæsser af et andet mærke var ved at have udtjent deres værnepligt. Det førte til en snak med Martin Vestergaard i Vodskov. Og dermed også en ny generation af maskiner på gården.

Næste generation

Der er også lagt an til næste generation, når det kommer til Hasselhøjgårds ejerskab.

”Gårdens historie går tilbage til 1843, og Dennis er sat i stilling til at blive ottende generation. Da jeg selv overtog den i 1975, startede jeg med 90 køer. I dag er der kun ydermurene tilbage fra dengang, og efter en totalrenovering har vi nu plads til 200 køer. Tillige har vi 30 tønder land, der skal høstes, men det klarer en maskinstation for os”, fortæller Mogens Hansen.

De to generationer på Hasselhøjgård kan i øvrigt glæde sig over, at hjælpen også er nær, hvis de nye Mustang-maskiner byder på udfordringer af den ene eller anden art. Hasselhøjgård har adresse på Mejlbyvej 148. Nærmeste nabo i nummer 146 hedder Michael Poulsen og er servicemontør hos – Vestergaards Maskinservice i Vodskov.

”Mogens Hansen har service så tæt på som overhovedet tænkeligt. Jeg er da også begyndt at kalde Michael Poulsen for vore nye Afdeling Syd”, siger Martin Vestergaard.

Tilfreds distriktschef

Hos Scantruck A/S, som importerer Mustang-maskinerne i Danmark, glæder distriktschef Carsten Frederiksen over de kreative løsninger hos den nordjyske forhandler.

”Jeg havde store forventninger til Vestergaards Maskinservice, da vi lavede forhandleraftalen med firmaet for et år siden. Martin Vestergaard og hans folk har absolut ikke skuffet forventningerne. Tvært imod. Firmaet i Vodskov er et lysende eksempel på, at det er vigtigt at være tæt på kunderne. Generelt er alle vore otte nuværende Mustang-forhandlere rigtig stærke som ambassadører i deres lokalområder og yder god service over for kunderne”, siger Carsten Frederiksen hos Scantruck.

”Samtidig kan jeg konstatere, at Vestergaards Maskinservice har en helt speciel flair for specialløsninger, som Martin Vestergaard og mandskabet i Vodskov har demonstreret helt eminent med sænkningen af den ene af de to maskiner, så Mogens Hansen kan have optimalt udbytte af sine Mustang-maskiner på Hasselhøjgård”, siger distriktschef Carsten Frederiksen.

Martin Vestergaard fra Vestergaards Maskinservice krydser armene og giver hånd på en ny generation læssemaskiner til to generationer Hansen på Hasselhøjgård. Til venstre gårdejer Mogens Hansen og til højre sønnen Dennis Hansen.
Martin Vestergaard fra Vestergaards Maskinservice krydser armene og giver hånd på en ny generation læssemaskiner til to generationer Hansen på Hasselhøjgård. Til venstre gårdejer Mogens Hansen og til højre sønnen Dennis Hansen.
En solid forsendelse fra Vestergaards Maskinservice til Hasselhøjgård ved Nørager nord for Hobro. To styk Mustang – en AL708 og en AL506 – plus en ATV.
En solid forsendelse fra Vestergaards Maskinservice til Hasselhøjgård ved Nørager nord for Hobro. To styk Mustang – en AL708 og en AL506 – plus en ATV.
Tilbage