Manitou-navnet er ikke afgrænset til byggebranchen og landbruget. I mange år har den franske producent også udviklet og produceret de såkaldte medbringertruck til transportbranchen. Som navnet afslører er det dieseldrevne truck, som lastbilchauffører kan have med sig, når de flytter varer fra A til B. Hvis lasten kræver det, har hver lastbil en truck med sig, og den transporteres fastgjort til bagsiden af lastbilen eller dens trailer.
Scantruck A/S har i slutningen af maj leveret tre Manitou medbringertruck til Freja Transport & Logistik A/S. Valget faldt på model TMT25S, hvis navn angiver, at den er lastbilmonteret (TM) og udstyret med en teleskoparm (T). Løftekapaciteten er 2.500 kg. Den trehjulede truck har hydrostatisk transmission, og løftehøjden er 3,4 meter.
- Vi har seks medbringertruck i Freja Transport & Logistik afdeling med transporter til og fra Sverige, hvoraf de tre nu er udskiftet til Manitou. De skal hjælpe med at læsse og losse materialer, primært på byggepladser eller til landbrugskunder eller private, forklarer Ole Ellehammer, der er ansvarlig for virksomhedens svenske trafikker til og fra Jylland/Fyn, hvor de tre nye truck allerede er sat i arbejde.
- Vi kører med alt mellem himmel og jord til landbrug, byggepladser eller andre modtagere der ønsker, at vores chauffører selv kan aflæsse. For mange byggepladser gælder, at de nødigt vil anvende deres egen læssemaskine på pladsen, da den typisk er travlt beskæftiget. Ved at vores chauffører kan løse opgaven selv, er der ingen ventetid for nogen parter, siger Ole Ellehammer.
Hurtigere og bedre håndtering
Virksomhedens chauffører har selv været med til at vælge Manitou, og det var et stort ønske fra deres side, at de daværende fjernbetjente, knækstyrede læssere fra en anden producent blev udskiftet til en ny løsning.
- Manitous truck er mere stabile, fordi de er bredere, og derfor har de et andet tyngdepunkt. Samtidig er de hurtigere at arbejde med, fordi man som fører sidder på trucken, og på den måde har et bedre indtryk af vægtfordelingen. Vores chauffører har forklaret, at de med Manitou TMT25S har en meget bedre fornemmelse af lasthåndteringen, end hvis de fortsat gik med et joystick ved siden af den anden model, fortæller Ole Ellehammer, som også angiver en anden fordel:
- Vores nye Manitou truck er samtidig meget stabile at køre med - også i ujævnt eller smattet terræn. Vores chauffører er ikke i tvivl om, at de har fået en bedre løsning at arbejde med.
Moderne løsning
Det var tre slidte truck hos transportvirksomheden, som nu er blevet udskiftet til tre fabriksnye Manitou TMT25S. Der var tale om en naturlig udskiftning, understreger Ole Ellehammer.
- Vi har hele tiden vidst, at når der skulle ske en udskiftning, skulle det være til en mere moderne løsning, end den vi havde, og det har vi fået med Manitou. Vi indhentede selvfølgelig erfaringer fra vores netværk af Manitou-brugere, inden vi besluttede os, og vi var ikke i tvivl om, at Manitou TMT25S var den rigtige truck for os, understreger Ole Ellehammer.
Hos Scantrucks A/S, der importerer, forhandler og servicerer Manitou i Danmark, mærker de en øget efterspørgsel på medbringertruck som TMT25S.
- Vi sælger flere og flere af dem. Vi kan også levere medbringertruck med mast, hvis kunderne ønsker den løsning, men det er løsningen med teleskoparm, som er mest populær, siger Per Lindenborg, produktchef for Manitou hos Scantruck, og påpeger kundernes overvejelser:
- Med en teleskoparm har du ikke det samme antal sliddele, som man har på en mast-løsning. Der er ganske enkelt ikke de kæder, ruller mv., som kan gå i stykker.
Dertil kommer et bedre udsyn fremad med en teleskoparm, end med en mast der dækker for godset.
- Om man er til en truck med mast eller teleskoparm, er en smagssag. Vi kan levere begge løsninger, siger Per Lindenborg.
Læs mere om Manitou TMT25S her