Ofte er det de store, der køber de små. Sådan var situationen ikke, da entreprenør Michael Nielsen næsten tredoblede mandskabsstyrken i sin virksomhed, Skive Anlæg & Entreprenør for nu et år siden. Michael Nielsen købte firmaet Niels Pedersen Entreprenør og overtog samtidig lokalerne på Ulvevej i Skive. Dermed gik den unge entreprenør fra 6 til 16 medarbejdere.
- Mere mandskab og flere maskiner har givet os mulighed for at byde ind på større opgaver. Vi laver masser af kloakering og jordarbejde. Meget af det som underentreprenør for større entreprenørfirmaer. Vi har netop afsluttet en stribe byggemodninger i Viborg. Vi er i gang med to projekter på Sjælland. Vi skal flytte 15.000 kubikmeter jord og lave kloak ved et stort byggeprojekt i Glyngøre, fortæller Michael Nielsen.
Handler lokalt
Når det gælder hestekræfter til de mange tunge opgaver, har Michael Nielsen det med at handle lokalt. Der er ikke langt fra Skive Anlæg & Entreprenør til Scantruck-hovedkvarteret på Katkjærvej i Skive. Derfor består maskinparken for en stor dels vedkommende da også af gule Komatsu-maskiner. Michael Nielsen har netop føjet yderligere en gravemaskine til de fire, han havde i forvejen.
- Vi har købt en Komatsu PC55MR-3. Med 5,5 tons har den en rigtig god størrelse, og vi manglede en maskine mellem vores 3,5 tons Komatsu PC30 og 8 tons-graveren PC88. Den nye minigraver arbejder godt med rotortilt på grund af den suveræne hydraulik. Samtidig er den kompakt og nem at komme rundt med alle steder, forklarer Michael Nielsen.
Nyt stativ
Skive Anlæg & Entreprenør har fået den nye gravemaskine leveret med både hydraulikhammer, svensk Indexator Rototilt med gribeklo samt første eksemplar af et nyudviklet skovlstativ.
- Det er en konstruktion fra Scantrucks eget værksted. Stativet er udviklet og produceret af vore egne folk. Det kan nemt tage med på maskinens dozerblad, og det sikrer, at der altid er samling på det forskellige grej, fortæller Hasse Juel hos Scantruck.
Den nye PC55MR-3 er den største i Komatsus omfattende serie af minigravere, som spænder fra 880 kg til de 5,5 tons. Maskinen kan håndtere skovle fra 0,07 til 0,175 kubikmeter.
Michael Nielsen var blot 18 år og stadig i lære som automekaniker, da han lagde grunden til Skive Anlæg & Entreprenør.
- Jeg fik mit momsnummer den dag, jeg fyldte 18. Så startede jeg i det små ved siden af, at jeg passede min uddannelse. Det er 12 år siden nu. De seneste ni år har jeg været entreprenør på fuld tid. For tre år siden tog jeg kloakmesteruddannelsen, så jeg ikke er afhængig af, at nogle af mine folk er uddannet kloakmester. Det er en forudsætning for at lave kloakmesterarbejde, at der er en autoriseret kloakmester i firmaet, siger Michael Nielsen.