Hvis det ligner en and, svømmer som en and og kvækker som en and, så er det sandsynligvis en and. Hos entreprenørfirmaet Ejvind Laursen A/S i Hedensted findes en anden version af den herlige logik: Hvis den er gul, kan bevæge sig og har masser af kræfter – så er det sandsynligvis en Komatsu. Eller rettere: Så er det helt sikkert en komatsu.
Entreprenørvirksomheden med godt 60 medarbejdere og 55 år på bagen har mildt sagt en hang til de japanske entreprenørmaskiner. Dels rummer maskinparken i Hedensted 20 Komatsu’er. Dels har Ejvind Laursen A/S Komatsu-maskiner i alle kategorier, der er relevante på det danske marked.
”Vi har gravemaskiner, gummihjulslæssere, dozere, dumpere og også en rendegraver, som ganske vist er af ældre dato”, fortæller direktør Kent Laursen, som i det daglige er ved roret i virksomheden sammen med sin bror, ingeniør Flemming Laursen. Deres far, firmaets grundlægger, Ejvind Laursen har 82 år på den personlige timetæller. Han kommer fortsat i virksomheden hver dag og kører gerne dozer et par timer.
27 nye tons til grusgraven
Voldsomt nyere er de 27 tons, der netop er ankommet til en af firmaets grusgrave, Fuglsang Grusgrav ved Daugård. En ny Komatsu WA480-8EO som afløser for en tilsvarende, blot med modelbetegnelsen -6.
”Den gamle læsser havde kørt 15.000 timer, og så skal der nyt til. Læssemaskinerne skifter vi typisk efter 14-15.000 timer. Gravemaskinerne efter 10-11.000 timers drift. Gummihjulslæsserne får lov til at køre rundt regnet 1800 timer om året de første år, vi har dem. Derefter drosler vi lidt ned”, siger Kent Laursen.
Den nye Komatsu WA480-8EO lejrer sig sammen med to andre 480’ere næstøverst i gummihjulslæsser-hierarkiet i Hedensted. Helt i toppen troner en 36 tons Komatsu WA500.
Færre dyre dråber
Komatsu WA480-8EO har taget nye landvindinger på brændstofforbruget i forhold til forgængeren. Stadig udvikling af teknik og mekanik hos giganten i Japan og på fabrikken i Tyskland betyder blandt andet en ny intelligent gaspedal, der prioriterer lavt forbrug af de dyre dråber. For at opnå optimal effekt af brændstoffet, tilpasser motoren automatisk ydelsen til arbejdsopgaven. De elektronisk styrede hydraulikpumper og maskinens styresystem forhindrer, at der spildes unødige kræfter på hydraulik. Samtidig sørger de for at levere præcis den mængde olie, der er nødvendig til alle maskinens bevægelser.
Også Komatsus såkaldte SmartLoaderLogic medvirker til at reducere brændstofforbruget. Det er et fuldautomatisk motorstyresystem, som hiver data til sig fra sensorer rundt om i maskinen og leverer optimalt drejningsmoment for hver arbejdsfase. Det sker uden, at SmartLoaderLogic i øvrigt griber ind i den normale drift. Derved begrænses drejningsmomentet under mindre krævende drift og reducerer suget i tanken, uden at det går ud over kapaciteten.
Fast leverandør
”Der er ingen tvivl om, at maskinføreren også sætter pris på den opdaterede kabine, hvor konstruktørerne har ændret på design og øget komforten. Når firmaet kigger på bundlinjen, vil en helt ny Stage V-motor også medvirke positivt på dieselregnskabet og naturligvis være til klar fordel for miljøet”, siger Key Account Manager Poul Erik Nielsen hos Komatsu-forhandleren Scantruck A/S.
Han har kendt og handlet med Kent Laursen de seneste godt og vel 30 år. Som fast leverandør af gule japanere har Poul Erik Nielsen sin vante gang hos Ejvind Laursen A/S.
Lige i øjeblikket har Hedensted-entreprenøren travlt med at flytte 100.000 kubikmeter jord fra Uldum til Ejvind Laursen A/S’ jordtip i Hedensted. Samt mange andre opgaver inden for jord-, kloak- og belægningsarbejde. Foruden Fuglsang Grusgrav har firmaet yderligere to grusgrave.
I knuse- og neddelingsfirmaet Genknus knuser Ejvind Laursens mandskab og maskiner asfalt, beton og tegl og neddeler træ og have-park-affald. Firmaets vognmandsafdeling tager sig blandt andet også af blokvognstransport af entreprenørmaskiner såvel for Ejvind Laursen A/S selv som for andre.