Hvad sker der hos Scantruck?

Følg med i vores mange spændende nyheder her på websitet eller tilmeld dig vores nyhedsbrev. Vi bringer løbende en række nyheder om Manitou, Komatsu, Weycor, SENNEBOGEN, McCloskey, PB Platforms, Platform Basket, Geismar og vores øvrige leverandører og samarbejdspartnere. Få også relevante cases fra vores verden og læs mere om, hvordan vi løser opgaver inden for entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget. Læs også vores pressemeddelelser, stillingsopslag og navnenyt – og bliv klogere på alt det, der foregår hos Scantruck.
 
Vælg gerne de nyheder, der præcist passer til dig. Klik videre med navigationen ovenfor og hent inspiration om det, der interesserer dig allermest. God fornøjelse.
 
18-02-2019 Funklende ny maskine får alle møg-opgaverne

Biogasanlægget Energi Veggers nye Manitou-teleskoplæsser skal flytte 7500 tons møg om året til produktion af el, varme og gas

Ofte er det den nye i firmaet, der får møg-opgaverne. Således også hos Energi Vegger i Vesthimmerland. Biogasselskabet laver el og varme og sælger gas. I alt omkring 6.750.000 kubikmeter om året. Det kræver møg. Masser af møg. Og det er det, som den nye Manitou MLT840-145PS Elite teleskoplæsser håndterer.

”Maskinen kommer til at flytte 7500 tons møg om året. Vi bruger den til at lægge møg i kassen til anlægget og dynge op, når der kommer nye læs”, fortæller driftsleder Richard Bengtsen.

160 lokale forbrugere forsynes med både fjernvarme og el via nettet fra Energi Vegger. Det kræver omkring halvdelen af den totale produktion på biogasanlægget. Den anden halvdel aftages af Arla-mejeriet i Bislev syv kilometer nord for Vegger. Det var aftalen med Arla, der i 2014 gjorde det muligt for Energi Vegger at forny det gamle biogasanlæg.

 

Gylle og dybstrøelse

”Det var simpelthen slidt op, og vi begyndte at arbejde med planer om et nyt anlæg allerede i 2008. Da Arla så meldte sig som aftager i 2014, kunne vi gøre alvor af planerne. For Arla er behovet ikke sæsonbestemt. De har også brug for energi om sommeren. Og med biogas styrker vi naturligvis mejeriets grønne profil”, siger Richard Bengtsen.

Råvarerne til produktionen hos Energi Vegger består kort og godt af gylle og dybstrøelse. Dybstrøelsen blandes i gyllen for at gøre den tykkere, og på årsbasis løber 90.000 kubikmeter gylle igennem det nye anlæg. En halv snes lokale leverandører sørger for, at anlægget ikke går ned på hverken gylle eller dybstrøelse.

”Vi har kapacitet til at forsyne langt flere end de 160 forbrugere med varme, som vi har nu. Hvis vi omsatte al biogas til varme og ikke leverede til Arla, ville vi kunne forsyne 1850 husstande. Men vi er rigtig godt tilfredse med måden, som Energi Vegger kører på nu”, fastslår driftsleder Richard Bengtsen.

 

På værksted igen-igen

Den kontinuerlige håndtering af store mængder møg til biogasproduktionen kræver, at der ikke er slinger i valsen med maskinkraften. Derfor tog Richard Bengtsen fat i distriktschef Freddy Lange Nielsen hos Scantruck, da anlæggets teleskoplæsser igen-igen måtte på værksted.

Scantruck er dansk importør og forhandler af Manitou, og Freddy Lange Nielsen sørgede for, at Energi Vegger fik en ny Manitou MLT840-145PS Elite på prøve, mens den gamle teleskoplæsser – igen – var på værksted til reparation.

”Vi havde en teleskoplæsser, som ikke var en Manitou. Den kørte med kædetræk til udskuddet. Det duede simpelthen ikke. Det sidste halvandet år, vi havde dén maskine, kostede den os 11.000 kr. om måneden i reparationer. Nu har vi fået Manitou’en, som både er stærk og driftssikker, og som tillige er billigere i leasing. Foruden at flytte møg, bruger vi den også til mange andre formål”, siger Richard Bengtsen.

Manitou MLT840-145PS Elite rangerer størrelsesmæssigt i den øverste tredjedel af Manitous store program i landbrugs- og industri-teleskoplæssere. Maskinen har en løftehøjde på 7,55 meter og en rækkevidde på næsten 4,5 meter. Løftekapaciteten er 4000 kg. John Deere har leveret motoren, som yder 141 hk.

 

Driftsleder Richard Bengtsen (til venstre), Scantrucks distriktschef Freddy Lange Nielsen og til højre driftsassistent Martin Gren ved Energi Vegger og den nye Manitou. Sammen med kollega Søren Søborg Kjeldsen tilbringer Martin Gren mange timer i den nye teleskoplæsser.
Driftsleder Richard Bengtsen (til venstre), Scantrucks distriktschef Freddy Lange Nielsen og til højre driftsassistent Martin Gren ved Energi Vegger og den nye Manitou. Sammen med kollega Søren Søborg Kjeldsen tilbringer Martin Gren mange timer i den nye teleskoplæsser.
En rigtig møg-opgave for den nye i firmaet. Manitou-teleskoplæsseren håndterer i omegnen af 7500 tons møg om året til produktionen af biogas.
En rigtig møg-opgave for den nye i firmaet. Manitou-teleskoplæsseren håndterer i omegnen af 7500 tons møg om året til produktionen af biogas.
Det er ikke møg det hele. Den nye Manitou MLT840-145PS Elite klarer også en række andre opgaver på det nye anlæg hos Energi Vegger.
Det er ikke møg det hele. Den nye Manitou MLT840-145PS Elite klarer også en række andre opgaver på det nye anlæg hos Energi Vegger.
Tilbage