Det er slut med at skulle træde på gaspedalen for at få fuld power på hydraulikken. I hvert fald for maskinførere, der sætter sig i en af Komatsus nye gummihjulslæssere, som lod modellen WA475-10 repræsentere familien på Bauma i München. Komatsu-folket kunne nemlig glæde sig over at møde en aldeles forandret og i virkeligheden helt nyudviklet maskine.
”WA475-10 har variabel power-kontrol, og dermed er det ikke nødvendigt selv at give gas for at få fuld kraft på hydraulikken. Ikke kun styringen af hydraulikken er ny. Bryde- og løftekraften er øget med ikke mindre end 20 procent i forhold til tidligere generationer af Komatsu-læssemaskiner i denne størrelse. Samtidig har konstruktørerne været stort set overalt på maskinen for at lave fornyelser og forbedringer i forhold til forgængerne. Motoren er naturligvis en ny Stage 5-motor med fuldautomatisk partikel-regenerering”, fortæller key account manager Poul Erik Nielsen fra Scantruck, som er dansk Komatsu-importør.
Transmissionen er helt ny. Den er af CVT-typen, men her i Komatsu’en er den hydraulisk og mekanisk.
”Transmissionssystemet er særdeles gennemtestet, selv om det er nyt i læssemaskinerne. Princippet er nemlig hentet fra Komatsus dozere, hvor vi har lang tids erfaring”, forklarer Poul Erik Nielsen.
WA475-10 er en 25 tons maskine, og i motorrummet ligger 290 heste.
Nydesignet kabine
Mandskabet fra Scantruck havde den ultimative ekspertise lige ved hånden på gigant-messen i München, når der kom danske besøgende med specifikke spørgsmål. Når maskinen er funklende ny, kan der naturligvis være finurligheder, som selv de danske specialister endnu ikke helt har fået på plads. Det klarede så Komatsus europæiske produktchef, Henrik Flohr, som taler tæt på perfekt dansk.
”Vi er også stolte over maskinens nye design, hvor konstruktørerne blandt andet har reduceret antallet af hjørnestolper i kabinen fra seks til nu fire. Det sikrer naturligvis et langt bedre udsyn for maskinføreren. WA475-10 har tillige fået en ekstra dør i højre side. Den vil man næppe anvende i det daglige, men det er jo betryggende med en ekstra udgang, hvis der sker uheld med maskinen. Også til mere fredelige formål kan det være praktisk med en ekstra dør. Det er jo nemt for en kollega eller en chef at give en besked til maskinføreren, når det kan gøres både fra højre og venstre side”, siger Henrik Flohr.
Det nye kabine-design har i øvrigt givet voldsomt mere rummelighed. Den effektive plads i kabinen er øget med omkring 25 procent.
Mere effektivitet – mindre brændstof
”For entreprenøren tæller det også betydeligt, at der er markante forbedringer både på brændstoføkonomien og på maskinens effektivitet. I forhold til den tidligere generation bruger Komatsu WA475-10 cirka 20 procent mindre brændstof. Alligevel ligger maskinens effektivitet 30 procent højere”, fortæller produktchef Henrik Flohr.
Key account manager Poul Erik Nielsen regner med, at Scantruck som dansk importør og forhandle vil kunne levere de første eksemplarer af den nye gummihjulslæsser i oktober.