Scantruck kommer som dansk importør og forhandler af Manitou-teleskoplæssere til Agromek 2016 med en gigantisk fjer i hatten: Snublende nær en verdenspremiere på en splinterny New Ag-serie på ikke færre end ni landbrugsteleskoplæssere.
”Manitou har netop præsenteret den nye serie for de europæiske forhandlere ved et internationalt arrangement på den italienske ø Sardinien. Med kun godt tre uger til Agromek når de nye teleskoplæssere kun at blive vist offentligt et enkelt sted, før de kommer til Danmark. Nemlig på EuroTier i Hannover i Tyskland 14 dage før Agromek”, fortæller produktchef Claus Bjerregaard hos Scantruck.
De nye er henholdsvis storebrødre og lillebror til de Manitou-læssere, som det omfattende program også fortsat består af. Nemlig den lille og særdeles populære landbrugs-teleskoplæsser MLT 625 samt de tre i den høje ende, MLT 840, MLT 960 og MLT 1040.
Den danske importør får tilmed mulighed for at vise den af de ni nye maskiner, som forventes at blive storhitter på det danske marked.
”Vi kan præsentere Manitou MLT 737-130 PS+, som helt sikkert bliver en klassiker inden for landbrugsteleskoplæssere. Den afløser den kendte MLT 735, men får endnu flere hestekræfter og større løftekapacitet. Foruden de mange nye features, som Manitou har tilføjet hele den nye serie”, forklarer Claus Bjerregaard.
MLT 737-130 PS+ læsser op til 3700 kg og har en løftehøjde på op til 6,90 meter. En maskine, der er hurtig til alle funktioner, og som er helt ideel til både mindre og mellemstore landbrug, vurderer produktchefen hos Scantruck.
Deutz-motorer i alle
Med NewAg-maskinerne markerer Manitou et markant valg af motorleverandør til samtlige maskiner. Der står Deutz på motorerne i alle ni modeller, og det skaber glæde hos Scantruck.
”Deutz er en selvstændig og uafhængig motorfabrik, og vi har erfaring for, at mange kunder foretrækker netop Deutz-motorer i deres maskiner. Det er konsekvente og ukomplicerede motorer, som det er nemt og samtidig også billigt at vedligeholde”, siger produktchef Claus Bjerregaard.
Manitou byder på ikke færre end fire forskellige transmissioner i de ni maskiner. Modellerne MLT630-105 og MLT 733-105 er udstyret med den enkle Power Shuttle-transmission og præsterer 101 hk. På de små kompaktmaskiner er motoren i øvrigt flyttet om på siden.
Konstruktørerne har valgt Powershift Plus med seks gear frem og tre bagud til maskinerne MLT 635-130 PS+ og til MLT 737-130 PS+, og de to læssere yder 130 hk.
Der er 101 heste i maskinrummet på såvel MLT 630-105 V CP og MLT 639-105 V, som er maskiner med hydrostatisk M-Varioshift transmission. De to gear opererer henholdsvis fra 0 til 18 km/t og fra 0 til 40 km/t.
Ny CVT-generation
Toppen af poppen til ikke mindst halm-folket ligger i den øverste klasse med den helt nye generation af trinløs, variabel CVT-transmission M-Vario Plus. Her er MLT 940-140 V+ topmodellen med 136 hk, løftehøjde op til ni meter og kapacitet til at svinge fire tons op. Maskinen har to mindre brødre med sig i M-Vario Plus-klassen, nemlig MLT635-140 V+ og MLT 741-140 V+. Begge har tilsvarende motorkraft, men løftehøjder på henholdsvis 6,08 og 6,90 meter og læssekapacitet til 3500 og 4100 kg.
På hydrauliksiden har Manitou benyttet lejligheden til at ryste posen og give mulighed for at ryste skovl eller siloklo. Alt materiale i skovlen eller kloen kommer effektivt ud ved at trykke på Bucket Shake-knappen.
Og så er der også bundlinje-tænkning i det nye hydrauliksystem, hvor oliestrømmen regenereres inde i cylinderen uden anvendelse af yderligere energi. Hydraulikolien forbliver inde i ventilen i et lukket kredsløb. Sænkningen af bommen kræver ikke noget af maskinen. Den sænkes hurtigt kun ved tyngdekraftens hjælp. Dermed kan den uudnyttede hydrauliske effekt bruges til at udføre andre funktioner. Det giver naturligvis gevinst i produktiviteten, men også op til otte procent mindre forbrug af brændstofolie.
Hydraulik-fidusen kommer i øvrigt også den kendte MLT 840 til gode. Samtidig med lanceringen af den helt nye serie, har Manitou benyttet lejligheden til også at give MLT 840 et facelift og blandt andet en helt ny Stage IV-motor.
Nyhederne i maskinrummene kommer uden tvivl til at dyste om opmærksomhed med den helt nydesignede NewAg-kabine, som er ens på alle modeller. Dels har Manitou banket lydniveauet i kabinen ned til det laveste, som produktchef Claus Bjerregaard har oplevet som mangeårig teleskoplæsser-ekspert. 73 dB er hele 40 procent mindre end tidligere og cirka det samme som i en personbil, der kører 100 km/t.
Flyt rundt på knapperne
Instrumenteringen i den nye kabine er næsten magisk. Funktionsknapperne har fire forskellige farver, som klart signalerer, om de har med sikkerhed, transmission og motor, hydraulik eller andre funktioner at gøre. Og så kan de flyttes helt i tidens ånd: Trådløst.
”Man vælger selv, om knapperne skal sidde på armlænet, eller på instrumentpanelet. Når man flytter en knap fra den ene position til den anden, flytter knappens funktion automatisk med. Samtidig er alle knapperne altså farvekodede. Rød for sikkerhed, orange for transmission og motor, blå for hydraulik og sorte knapper til øvrige funktioner”, fortæller Claus Bjerregaard.
Joysticket er i øvrigt flyttet ind som en integreret del af førersædets armlæn og følger sædets bevægelser.
Nem adgang og fuldt udsyn
Nyhederne i kabinen begynder allerede i døren. Ved at lave en kurve i gulvet ved døren sikres endnu nemmere adgang. På plads i det luftaffjedrede Grammer-sæde kan maskinføreren glæde sig over helt optimalt udsyn gennem panorama-ruden, som er støbt i ét stykke. ROPS- og FOPS-beskyttelsen i toppen er udformet som lameller, som er monteret i vinkler, således at føreren også har godt udsyn gennem beskyttelsesgitteret.
Det handler ikke alene om at se, men også at blive set, mener Manitou. Derfor er der hidtil uset meget lys på den nye maskinseries kabine. Foruden arbejdslys er den forsynet også med fire ekstra LED-lamper. De fire LED-lamper er sammen med bakkamera ekstraudstyr, men Claus Bjerregaard fortæller, at Scantruck gør dem til standard på Elite-versionerne af maskinerne, som er de mest solgte i Danmark.