Hydrema, Nicolaisen & Larsen, Mertz, Helms og Scantruck holder fælles åbent hus
Der er lagt op til maskin- og vejfest i det hele store format på Kærup Parkvej i den nordøstlige del af Ringsted fredag den 2. marts fra kl. 10 til 17 og lørdag den 3. marts fa 9 til 15. Begge dage byder ikke færre end fem maskinfirmaer på Danmarks formentlig mest koncentrerede maskinvej til åbent hus samtidig.
Nicolaisen & Larsen, Mertz, Helms, Hydrema og Scantruck har alle adresse på Kærup Parkvej, som måske rettelig burde hedde Kærup Maskinparkvej. Tilmed inden for blot 650 meter. Nu går de fem firmaer for første gang sammen og viser såvel nye som brugte maskiner til entreprenørbranchen, industrien og landbruget samtidig.
Det er en gammel Hydrema-tradition, som nu udbygges med, at de andre maskinfirmaer på vejen også går med. Firmaerne tror på, at der vil være en god synergieffekt, når maskininteresserede får mange forskellige maskinmærker at se på. I stedet for at slås om kundernes opmærksomhed, satser de på sammen at bringe dem til Kærup Parkvej. Lidt lige som bilforhandlerne gør i Bilernes By Silkeborg.
Alle de fem firmaer byder på lidt godt til de besøgendes ganer. Hovedrollerne overlades dog til de mange maskiner, der står til parade de to dage, samt naturligvis til de mange salgsfolk fra maskinfirmaerne.
Godt tidspunkt
Det er godt en halv snes år siden, Hydrema holdt sit første åbent hus-arrangement den første weekend i marts.
”Det har vist sig at være et rigtig godt tidspunkt, hvor både entreprenører og landmænd har tid til at komme og se på maskiner. Vi tog hul på traditionen et par år efter, at vi rykkede ind på Kærup Parkvej”, fortæller afdelingsleder Dan Madsen hos Hydrema.
”Sidste år var jeg rundt hos kollegerne hos de andre maskinfirmaer for at fortælle, at vi igen regnede med stort besøg til åbent hus, så de var varskoet om, at der skete noget på vejen. Et par af de andre koblede sig på og slog dørene op samtidig. I år spurgte salgschef Jakob Jørgensen hos Mertz så, om det igen skulle være den første weekend i marts, hvorefter han tog kontakt til de andre. Nu har det så udviklet sig til en fælles koordineret indsats, som jeg er sikker på bliver til glæde for rigtig mange gæster”, siger Dan Madsen.
Mange maskinmærker
Hydrema er Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner i form af dumpere, rendegravere, hjulgravere og skinnemaskiner. Hydrema var i øvrigt den første af femkløveret, der fik adresse på Kærup Parkvej.
Scantruck har import og forhandling af Komatsu med både gravemaskiner, gummihjulslæssere, dumpere og dozere. Tillige det store program af Manitou-teleskoplæssere, minilæssere fra Weycor og Mustang samt store knuse- og sortereanlæg fra McCloskey.
Nicolaisen & Larsen A/S er eneimportør og forhandler af britiske JCB-maskiner. JCB er i dag en af verdens største producenter af maskiner til entreprenør- og landbrugsbranchen og er den største producent af rendegravere og teleskoplæssere. Sortimentet spænder derfor lige fra minigravemaskiner og små læssemaskiner til store gravemaskiner, gummihjulslæssere, teleskoplæssere samt traktorer.
Mertz har primært sine kunder i landbruget med de store mærker New Holland og Case IH, som suppleres af blandt andre Amazone, Kverneland, Ropa og Greentec. Mertz har tillige forhandling af en række mærker til have- og parksektoren.
Hos Helms TMT-Centret er hovedimporten Schäffer mini- og teleskoplæssere, stærkt suppleret af TYM kompakttraktorer, Komatsu Forest skovmaskiner, CAMS minigravere, BIGAB kroghejsevogne, McHales rundballepressere og wrappere med flere