Det er nemmere at udstille store maskiner på et dyrskue, hvis man ikke skal slæbe maskinerne med sig hjem igen. Den luksus løb Scantruck ind i på Roskilde Dyrskue, hvor en af gæsterne købte en af de udstillede teleskoplæssere, som han praktisk taget tog med sig hjem. Scantruck kan køre den store Manitou MRT2550 rotationsteleskoplæsser direkte fra dyrskuepladsen til firmaet CL Gulve i Gadstrup.
Manden bag initialerne CL, Claus Lang, lod det ikke blive ved den roterende teleskoplæsser med løftehøjde på 25 meter. Han slog også på næven med salgskonsulent Michael Lehnshøj og sikrede sig, at der tillige leveres en funklende ny Manitou MT420 teleskoplæsser – når den kommer til landet. Maskinen til CL Gulve bliver nemlig den første af den helt nye model, der leveres i Danmark.
Claus Lang var omkring Scantruck-standen på dyrskuets førstedag og var således med til at skabe god stemning i Scantruck-lejren. Han blev dog overhalet af udlejningsfirmaet Loxams tekniske chef, Frank Larsen. Han gjorde sin entre i Roskilde fra morgenstunden, og dyrskuet var ikke to timer gammelt, da han havde bestilt to styk Manitou MRT2540 rotationsteleskoplæssere.
Hele sortimentet
”Der var tale om reelle dyrskue-handler med håndklask og det hele. Og det var ikke alene Manitou-maskiner, der blev solgt i løbet af de tre dyrskuedage i Roskilde. Der blev også solgt både Komatsu-minigravere og Mustang-læssemaskiner”, fortæller salgschef Jørn Rauff Larsen hos Scantruck.
”Samtidig havde vi masser af forespørgsler på hele sortimentet af maskiner. De mange landmænd var specielt interesserede i landbrugsteleskoplæsseren MLT737-130PS+ Elite fra Manitous helt nye NewAg -serie. Så vore salgsfolk kommer ikke til at kede sig i den kommende tid. Vi har rigtig mange seriøse emner med hjem fra Roskilde”, siger Jørn Rauff Larsen.