Hvad sker der hos Scantruck?

Følg med i vores mange spændende nyheder her på websitet eller tilmeld dig vores nyhedsbrev. Vi bringer løbende en række nyheder om Manitou, Komatsu, Weycor, SENNEBOGEN, McCloskey, PB Platforms, Platform Basket, Geismar og vores øvrige leverandører og samarbejdspartnere. Få også relevante cases fra vores verden og læs mere om, hvordan vi løser opgaver inden for entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget. Læs også vores pressemeddelelser, stillingsopslag og navnenyt – og bliv klogere på alt det, der foregår hos Scantruck.
 
Vælg gerne de nyheder, der præcist passer til dig. Klik videre med navigationen ovenfor og hent inspiration om det, der interesserer dig allermest. God fornøjelse.
 
20-02-2024 Detaljerne skal spille perfekt: M-Service har fået specialdesignet og metallakeret en Komatsu hybrid gravemaskine

M-Service ApS med ejer Mads Linnet har over et par år planlagt en helt særlig og speciel Komatsu HB365LC-3 Hybrid gravemaskine i anledning af sit 10-års jubilæum.

Det specialdesignede indtræk med blåt diodelys i loftet står knivskarpt i førerhuset, hvor der er så rent, at det kan få en rengøringsdame til at få julelys i øjnene. I det sorte lædersæde med gule snorlige syninger sidder Mads Linnet i timevis i sin Komatsu HB365LC-3 Hybrid. Men det er ikke bare en hvilken som helst gravemaskine.

Mads Linnet, indehaver af entreprenørvirksomheden M-Service og uddannet entreprenørmaskinmekaniker, har fået specialdesignet detaljer, funktioner, interiør og bom i Komatsu hybrid gravemaskinen. Samtidig står den flot og glimter i solens stråler, fordi maskinen har metallak. Det er blot nogle af de mange ændringer, han har fået foretaget på maskinen, som han bruger til nedrivnings- og større jordflytningsopgaver. 

 

En særlig og specialdesignet maskine

“Gravemaskinen har specialdesignede luftdysser på topruden, så støvet fra nedrivningsarbejdet ikke lægger sig på ruden – jeg skal have frit udsyn. Jeg kan blæse støvet af, og jeg styrer det fra mit joystick i førerhuset. Jeg kan også blæse kabinen ren – det skal bare spille, og der skal være rent og pænt i min maskine. Det er nærmest mit hjem – jeg sidder i maskinen 10-12 timer om dagen, og så skal det fungere,” siger han.

Komatsu hybrid gravemaskinen har også en Dynaset højtryksrenser drevet af hydraulikken, så han kan vaske maskinen ren på stedet og samtidig også forstøve omkring nedbrydningsudstyret. Vandtanken er specialbygget og placeret mellem kontravægt og ramme.

En af de andre helt store ombygninger er bommen.

“Den er bygget, så maskinen fylder mindre i radius, når jeg krøjer rundt. Det betyder, at jeg kan gå lodret op med bommen foran maskinen. Derudover kan jeg nå tre meter mere i højden end den traditionelle maskine. Den er faktisk også markant stærkere end andre tilsvarende maskiner, og det er enormt godt, når vi arbejder,” siger Mads Linnet.

Flere af modifikationerne er foretaget af KST i Kølkær.

 

Store besparelser

Derudover er der også den ikke uvæsentlige detalje, at gravemaskinen er en hybrid.

“Det giver mig en kæmpe besparelse på brændstof. Derudover arbejder den langt hurtigere end andre traditionelle maskiner, og det er en kæmpe fordel for os. Jeg kan stort set alt med den her maskine – den kan både nedrive og sortere hurtigere, og det gør, at jeg kan udføre mit arbejde langt mere effektivt,” fortæller indehaveren af M-Service, som bag førersædet i gravemaskinen har en lille miniudgave af maskinen til at stå.

Han mærker også en større effektivitet i sin maskine end i traditionelle. Selv når den går i tomgang, er der fuld hydraulik-flow. Han betegner kombinationen af el og hydraulik som genial.

For Mads Linnet har det været altafgørende, at det har været muligt at få specialbygget Komatsu HB365LC-3 Hybrid gravemaskinen.

“Jeg nørder rigtig meget i de her gravemaskiner. M-Service er nedrivningsspecialist, og vi har mange specielle opgaver. Det skal vores grej være gearet til,” fortæller han.

Salgskonsulenterne, Poul Erik Nielsen og Kurt Møller fra Scantruck, har solgt den specialdesignede maskine, og Jan Pedersen fra klargøringsværkstedet hos Scantruck har bidraget med mange gode og konstruktive løsninger undervejs i processen. Der har været nogle bump på vejen, og de har brugt lang tid på det, men det har været det hele værd.

“Det er vores hidtil største klargøringsprojekt. Det var en stor, men virkelig fed opgave. Vi har haft nogle udfordringer undervejs, men vi er glade for resultatet. Det har været en stor opgave at finde frem til de helt rigtige løsninger for M-Service, og der er langt fra tegnebræt til det færdige resultat, men der er ingen tvivl om, at det er en fornøjelse at se den i drift,” lyder det fra de to salgskonsulenter.

Mads Linnet er også fuld af begejstring for hjælpen fra Scantruck.

“Kurt og Poul Erik har gjort en stor indsats for at imødekomme mine ønsker, som fyldte fire sider, og de har hjulpet med at komme i mål,” siger han. 

 

FAKTA:

  • M-Service ApS løser alle slags opgaver indenfor anlæg, naturgenopretning og nedrivning
  • Mads Linnet har fået metallak på, fordi han synes, det ser godt ud, og det kan males fra fabrikken
  • Hans Komatsu HB365LC-3 Hybrid gravemaskine er produceret i England, og han var selv i Newcastle sammen med Poul Erik Nielsen og Kurt Møller, da den rullede af båndet og var færdigproduceret
  • Han forventer at køre 12-15.000 timer i gravemaskinen
  • Han købte sin første Komatsu-maskine i 2014 og har haft omkring 12 gennem årene. I dag har han knap ti maskiner kørende
  • Mads Linnets far var også selvstændig entreprenør, i dag arbejder han for sønnen
  • Komatsu HB365LC-3 Hybrid vejer 37,16 tons og har en gravedybde på 7,38 meter og en rækkevidde på 11,1 meter, men M-Service-maskinen kan ved hjælp af den specialbyggede bom og en oil quick forlængerarm, som Mads Linnet selv har konstrueret, nå 20 meter i højden (men alene den ombyggede bom giver tre meter ekstra)
  • Komatsu-motoren har en total effekt på 315 hk
  • Komatsu-hydraulikpumper, pumpekapacitet er på 2x267,5 ltr/min

 

Læs mere om Komatsu HB365LC-3 Hybrid her

 

Der skal være styr på alle detaljer, når Mads Linnet sidder i sin gravemaskine 10-12 timer om dagen.
Der skal være styr på alle detaljer, når Mads Linnet sidder i sin gravemaskine 10-12 timer om dagen.
Mads Linnet har foretaget en lang række ændringer på gravemaskinen.
Mads Linnet har foretaget en lang række ændringer på gravemaskinen.
I M-Services Komatsu HB365LC-3 Hybrid gravemaskine er der lavet special indtræk, blå diodelys og et musikanlæg.
I M-Services Komatsu HB365LC-3 Hybrid gravemaskine er der lavet special indtræk, blå diodelys og et musikanlæg.
Lige nu er M-Service i gang med at rive Nivå Centeret ned.
Lige nu er M-Service i gang med at rive Nivå Centeret ned.
Komastsu-maskinen kan både nedrive og sortere, hvilket gør arbejdet langt mere effektivt.
Komastsu-maskinen kan både nedrive og sortere, hvilket gør arbejdet langt mere effektivt.
Som det fremgår af billedet, er maskinen en special udgave.
Som det fremgår af billedet, er maskinen en special udgave.
Mads Linnet har fået lavet en miniudgave af gravemaskinen, som står bag førersædet.
Mads Linnet har fået lavet en miniudgave af gravemaskinen, som står bag førersædet.
Der er specialbygget en særlig højtryksrenser i maskinen.
Der er specialbygget en særlig højtryksrenser i maskinen.
Tilbage