Der er en mangeårig kobling mellem tømrerfirmaet Rosenberg Madsen A/S i Lemvig og farven RAL 5005. Farven, der også kaldes signalblå, pryder firmaets køretøjer, lifte, trailere og containere, og den er således en bevidst signaturfarve og vækker genkendelse for omgivelserne. Da firmaet i dette forår investerede i en ny Manitou teleskoplæsser model MRT2550P+ ST4 fra Scantruck A/S, blev den allerede før leveringen malet i den blå farve, så den fra dag ét hos sin nye ejer matchede firmaprofilen.
- Alle kan købe en teleskoplæsser. Men det er kun vores, der er malet blå. Vi bliver genkendt på den blå farve, og det er præcis meningen, forklarer Michael Rosenberg Madsen, ejer af Rosenberg Madsen A/S.
Tager ejerskab på opgaverne
Det var hans far, Per Rosenberg, der i 1965 stiftede tømrerfirmaet. I 1983 kom Michael Rosenberg Madsen i lære i firmaet som tømrer, og fem år senere overtog han firmaet i forbindelse med et generationsskifte. I dag er der omkring 20 ansatte, som udfører tømreropgaver - store som små - for kunder i området mellem Herning, Ringkøbing og op til Limfjorden.
- Jeg har det godt med vores størrelse. Vi har et vanvittigt godt hold af medarbejdere, som alle tager ejerskab på opgaverne. De arbejder med hjertet, og de har min fulde opbakning, siger Michael Rosenberg Madsen.
Trods Coronakrise er der stor travlhed i det vestjyske firma.
- Vi har faktureret 2.917 opgaver siden 1. februar 2019. Det tal dækker over virkelig mange mindre opgaver samt færre, store opgaver. Vi har hele paletten af kunder. Nogle skifter vi en lås for, mens andre får opført en fabrik. Vi glæder os over alle opgaverne, og intet er for stort eller for småt, understreger Michael Rosenberg Madsen.
Maskinparken indeholder i dag, foruden den nye Manitou teleskoplæsser, flere forskellige lifte og minilæssere. Alle er de genstand for udlejning, når firmaets egne medarbejdere ikke bruger dem.
- Begge vores daværende Manitou maskiner indgik i handlen med den nye MRT. Derfor har vi lige nu kun den ene nye, men der kommer en ny maskine mere, så vi fortsat kan servicere de kunder, som gerne vil leje en teleskoplæsser, siger Michael Rosenberg Madsen.
Snild maskine med høj gensalgsværdi
Siden midten af 1990'erne har der været flere Manitou maskiner i firmaet. Maskinernes egenskaber gør udslaget hver gang.
- En Manitou er, efter vores erfaring, mere snild at komme rundt med end andre mærker. De fungerer hver gang. Er der problemer, kommer servicen hurtigt. Vi handler kun maskiner med servicekontrakter. Så kender vi maskinens udgifter, mens vi ejer den. Endeligt har en Manitou altid en høj gensalgsværdi, så vi får altid en god handel på den brugte maskine, siger Michael Rosenberg Madsen.
Manitou MRT2550P+ ST4 kan løfte fem tons. Den har en rækkevidde på godt 21 meter og en løftehøjde på 25 meter. I forhold til en traditionel teleskoplæsser kan MRT-serien rotere tårnet, som var det en kran, man betjente. Det giver en stor fleksibilitet, uanset om man flytter byggematerialer med pallegafler eller har monteret en mandskabskurv, da den kan løse mange opgaver på begrænset plads.
Den nye MRT2550P+ ST4 blev sendt på opgave med det samme, den ankom til Lemvig. Det er Rosenberg Madsens første teleskoplæsser med rotation, og den er købt specifikt til at kunne servicere flere positioner, selv når der er trange forhold på en byggeplads.
- Vi anvender den nye maskine på to aktuelle byggerier, herunder Klimatorium på havnen i Lemvig, hvor der i begge tilfælde ikke er meget plads at bevæge sig rundt på. Derfor giver det fuldt ud mening at have en maskine, som kan servicere bredt fra en fast position. Det sparer mange timer, og dermed også lønkroner, og det bidrager til en god bundlinje, siger Michael Rosenberg Madsen.
Læs mere om Manitou MRT2550P+ her