Foderspild er penge ud ad vinduet.
Så enkel er gårdejer Niels Holger Nordendahls filosofi bag de fire tingester, der netop er monteret på bommen på hans Manitou-teleskoplæsser. Tingesterne er sensorer, og i kabinen har gårdejeren og hans folk fået et nyt, lille display, hvor de kan følge, hvad sensorerne fortæller. Dermed skulle de omkring 300 malkekøer på ejendommen på det nordlige Mors have udsigt til at få løst et vægtproblem.
”Via fuldfodervognen har vi i forvejen godt styr på, hvad der køres ind af foder til køerne. Men vi har ikke styr på, hvad det kommer ud af restfoder. Det får vi med vejesystemet, som simpelthen vil sikre os en bedre udnyttelse af foderet”, forklarer Niels Holger Nordendahl.
Det er japanske Topcon, som via den danske importør Scantruck A/S, har leveret det avancerede vejesystem til gårdejeren på limfjordsøen. Et Topcon Weighlog 10 med touchskærmen Alpha10 til at følge, styre og kontrollere mængderne, der kommer i teleskoplæsserens skov. Og altså ikke mindst til at holde øje med, hvor meget der er tilbage i skovlen, når maskinen har kørt foderet ind.
Weighlog 10 er specielt konstrueret til kompakte og mindre læssemaskiner. Som Niels Holger Nordendahls Manitou MT 835 med en løftekapacitet på 3500 kg.
Mange brugere, skovle og produkter
”Vejesystemet er særdeles brugervenligt med mulighed for flere brugere. Med Alpha10-skærmen kan maskinføreren skifte mellem op til 10 forskellige skovle og andre redskaber og indtaste op til 30 forskellige produkter, der løbende skal vejes. Tillige er der mulighed for op til fem produktblandinger i systemet, og selve vejningen foregår dynamisk”, fortæller montør Henry Hauge. Det var ham, der sammen med kollega Martin Laursen monterede det nye vejesystem på teleskoplæsseren.
”Sensorerne måler trykket på bommens cylindre og sender besked ind til elektronikken, som så beregner, hvor meget, der er på vægten. På teleskoplæssere monterer vi fire sensorer. Når vi udstyrer gummihjulslæssere med Topcon-vejesystem, er det nok med to sensorer”, forklarer Henry Hauge.
Mindre spild fremover
Monteringen af systemet og kalibreringen foregik helt efter alle forventninger og forhåbninger. Gårdejer Niels Holger Nordendahl har nu også forventning og forhåbning om at se det nye vejesystem afspejle sig på foderregnskabet.
”Der er ingen tvivl om, at vores foderspild bliver mindre fremover, når vi tydeligt kan se på displayet, hvor meget ubrugt foder, vi kører ud fra stalden igen. Det er trods alt ganske store mængder foder, vi bruger til 300 malkekøer, og foruden køerne i stalden, har vi også 230 hektar jord med grovfoder”, siger gårdejeren, der er femte generation på ejendommen, som også hedder Nordendahl.
”Jeg regner med, at sjette generation så småt er ved at blive kørt i stilling. Han går i øjeblikket i 9. klasse, og jeg håber da, at han går landbrugsvejen”, siger Niels Holger Nordendahl, som sammen med fru Mette har yderligere en søn og to døtre.