20-04-2015

Maskiner fra fem producenter og i alle størrelser klar til E&H ’15

Fem markante maskinmærker, masser af modeller at tage af og kort transportvej. Salgschef Henrik Kirketerp-Møller hos Scantruck A/S i Skive erkender, at han og hans kolleger i det store maskinhus er i lidt af en luksussituation, når der kaldes til entreprenørmessen E&H ’15 fra den 7. til 9. maj.

- Der er altså ikke langt fra Skive til Herning. Så vi benytter naturligvis lejligheden til virkelig at vise mange og meget spændende maskiner frem. Der bliver virkelig basis for mangen en god snak med masser af maskinførere på vores arbejdende stand, hvor gæsterne også får lejlighed til selv at teste en del af maskinerne, siger salgschefen.

Forberedelserne i Skive har været i fuld gang et stykke tid. Med planer om cirka 30 maskiner på den 2500 kvadratmeter store stand, skal der skrues, justeres, pudses, poleres og monteres klistermærker de rigtige steder, inden det gør løs.

 

Mandskab her og der

- Vi møder ikke blot op med mange maskiner. Vi skal også have mandskabskalenderen til at gå op, så vi sikrer Scantruck-folk af alle kategorier på standen i Herning, samtidig med at vi naturligvis sørger for også at kunne betjene kunderne hjemme i Skive og den sjællandske afdeling i Ringsted, siger Henrik Kirketerp-Møller.

- Samtidig med, at vi er godt bemandet hjemme på værkstederne og i flåden af servicevogne rundt om i landet, har vi også servicefolk, teknikere, undervognsspecialister, udstyrsfolk og salgsfolk på E&H-standen. Det er vigtigt for os, at både maskinførere og entreprenører får mulighed for en solid maskinsnak med de relevante folk. Derfor satser vi på stor og bred bemanding i Herning alle tre messedage, forklarer salgschefen.

 

I kamp med en gummiged

Når maskintransporterne sætter i gang fra Skive mod Herning, bliver det med maskiner fra både Komatsu, Manitou, Atlas, Mustang og McCloskey.

- Vi får et demo-område på 1000 kvadratmeter på standen, og det giver os blandt andet mulighed for at lave vores egen testbane til kørsel med minilæssere. Her kan besøgende lave deres egen sammenligning af forskellige maskiner.

- Det er vigtigt for Scantruck at markere, at vi virkelig bakker op om E&H. Derfor er vi naturligvis også friske til at stille en maskine til rådighed for show-opvisningen lørdag, hvor en stærk mand skal prøve kræfter med en gummiged. Han skal forsøge at trække en 15 tons Komatsu WA320-7, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

 

Scantrucks salgschef, Henrik Kirketerp-Møller, får en snak med mekaniker Jonas Sørensensen, som monterer kabler på en Komatsu, der om kort tid sætter kursen mod E&H ’15 i Herning.

 

Der er travlhed i Scantruck-hovedkvarteret i Skive med at gøre klar til E&H ’15. Her sørger mekaniker Morten Andersen for, at ingen bliver i tvivl om, at det er Scantruck, der er dansk Komatsu-forhandler.

 

 

 

 


  Tilbage